Hans Jensen Lubricators A/S - 100 years

Hans Jensen Lubricators modtager ærefuld pris for at uddanne fremtidens faglærte

Hans Jensen Lubricators A/S modtager ærefuld pris for at uddanne fremtidens faglærte

Vi, hos Hans Jensen Lubricators A/S har i mere end 100 år uddannet sælgere, økonomi assistenter, tekniske designere, skibsmontører, elektronik-fagteknikere og industriteknikere. Vi investerer i de bedst mulige rammer for uddannelse af vores lærlinge og elever. Lærlinge og elever udgør i alt ca. 15 % af medarbejderstaben - og ca. en 1/3 af de faglige medarbejdere har vi selv uddannet.  Det udløser nu DI Aalborgs PraktikPladsPris 2019. 

Det er en del af vores DNA at uddanne dygtige unge mennesker til industrien. Det er ganske enkelt nødvendigt for, at vi i et yderområde kan få de medarbejdere, som vi har brug for. Derfor har vi altid sørget for at have mange lærlinge i gang inden for flere fagretninger. Vi tilstræber at skabe uddannelsesforløb af høj kvalitet, sådan at vi også i fremtiden råder over kompetente og tilfredse medarbejdere, siger Hans Peter Jensen, bestyrelsesformand for Hans Jensen Lubricators A/S.   

Aktuelt er der 13 lærlinge og elever hos Hans Jensen Lubricators A/S. Som ramme om deres uddannelse har vi investeret i professionelle undervisningsfaciliteter og testanlæg. Der holdes løbende informationsmøder for elever og lærlinge, bl.a. for at skabe netværk på tværs af afdelinger og fagretninger. Virksomheden betaler for alle nødvendige hjælpemidler til uddannelsen, og desuden kan eleverne søge legater ved virksomhedens jubilæumsfond til uddannelsesformål, studierejser mv. 

Hans Jensen Lubricators A/S er også aktive på andre fronter. Vi arbejder tæt sammen med folkeskolerne i området. Blandt andet ved at åbne dørene for praktikbesøg af skoleklasser og ved at lave ”jobdating” mellem skoleelever og egne lærlinge. Alt sammen for at øge interessen for en faglig uddannelse.

Endelig gør virksomheden en stor indsats for at bygge bro mellem universiteterne og erhvervslivet. Hans Jensen Lubricators A/S har studentermedhjælpere og praktikanter fra universitetet. Virksomheden deltager løbende i projektsamarbejder, og har også haft en såkaldt ErhvervsPhD-studerende, som en del af et forskningsprojekt.

- Hans Jensen Lubricators er et fantastisk forbillede for det nordjyske erhvervsliv. For selvom det går den rigtige vej, så har vi fortsat et stort arbejde foran os, hvis der skal være praktikpladser nok til fremtidens faglærte. Hans Jensen Lubricators adskiller sig som et af de rigtig gode eksempler. De har prioriteret deres lærlingeprogram højt, og gennem årene har de uddannet hundredevis af dygtige faglærte til industrien. At de så også samarbejder med studerende fra universiteterne, understreger jo bare virksomhedens meget fremsynede tilgang til hele uddannelsesområdet, siger Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg.   

Årets PraktikPladsPris er netop blevet overrakt på DI Aalborgs Erhvervstræf 2019 af formand for DI Aalborg Peter Rindebæk og fungerende adm. direktør for DI, Kim Graugaard.

Fakta om Hans Jensen Lubricators

Hans Jensen Lubricators A/S blev grundlagt i 1917 på Kastrupvej på Amager. Oprindeligt lavede virksomheden vandingsanlæg til gartnerier. Kort efter grundlæggelsen gik man over til at lave smøresystemer til skibsmotorer, som virksomheden i dag er kendt for i hele verden. Familievirksomheden har haft hovedsæde i nordjyske Hadsund siden 1970, og har siden etableret datterselskaber i Singapore og Shanghai, Kina. Virksomheden ejes og ledes i dag af 4. generation i lige linje efter grundlæggeren Hans Peter Jensen.

Fakta om DI’s PraktikPladsPris

DI Aalborg uddeler både i 2019 og 2020 en pris til virksomhed, der gør en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

Der var fem nominerede virksomheder til prisen i år: Hans Jensen Lubricators A/S, Aviatec Friction Welding ApS, Actas A/S, NB Ventilation A/S og HMK Bilcon 2017 A/S.

De nominerede er fundet blandt DI Aalborgs ca. 700 medlemsvirksomheder i Mariagerfjord-, Rebild-, Vesthimmerlands-, Aalborg- og Jammerbugt Kommune, som alle har haft mulighed for at indstille sig selv eller hinanden til prisen.

For yderligere oplysninger – kontakt:

Bestyrelsesformand, Hans Peter Jensen, hjl@hjlubri.dk, tlf.: 9857 1911

Marketing, Asbjørn Ringgren Larsen, arl@hjlubri.dk, tlf.: 8844 1915

Udskriv