Mød en kommende kollega

Hans Jensen Lubricators A/S - 100 years

Teknisk assistent

 Navn: Jill Jensen

Titel: Teknisk assistent
- erfaren teknisk assistent - fortæller om sit arbejde:

Jeg har været ansat på virksomheden som teknisk assistent siden 2002.

 

En arbejdsdag for mig kan bestå i alt fra at udarbejde eller tilrette produktionstegninger, arbejde med styklister, deltage i møder, skrive breve til kunder, finde tekniske oplysninger til øvrige afdelinger, svare på spørgsmål fra kunder og underleverandører eller lave manualtillæg til vores smøreapparater og SIP ventiler. Altså et meget alsidigt job.
 
Nogle dage er mere hektiske end andre, fordi vi er i en branche, hvor vi tit er nød til at hjælpe vores kunder her og nu, hvis der opstår et problem med deres motor.
 
Da jeg startede på Hans Jensen Lubricators, var jeg nyuddannet teknisk assistent, og startede med at lave typiske ”begynder-opgaver” som tegningsrettelser, rentegning for ingeniører og arkivering. Jeg havde også jobbet med at finde tegninger til de øvrige afdelinger i huset.
 
I dag har jeg ansvaret for vores SIP projekter. Det vil sige, at det er min opgave at finde ud af, hvilke dele, der skal leveres til motoren, hvis en kunde ønsker at få installeret vores SIP system. Har vi allerede delene defineret, anvendes disse. Ellers laver jeg de nødvendige produktionstegninger, således delene kan fremstilles i vores produktion.
 
I den proces kan det være nødvendigt, at skrive en del frem og tilbage med kunden. Det er en udfordring at sidde på kontoret i Hadsund og fremstille dele til et skib, der f.eks. sejler rundt i fjernøsten. Jeg er afhængig af, at andre giver mig nogle præcise oplysninger om motorens udformning.
 
I forbindelse med SIP projekterne, holder jeg et ugentligt møde med kollegaer fra produktionen og salgsafdelingen, hvor jeg giver en status på de SIP projekter vi er i gang med.
 
Jeg har fået større og mere ansvarsfyldte opgaver siden jeg startede. Sådan er det generelt her på virksomheden. Hvis man har mod på det, kan man få lov til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver og man får større og større ansvar efterhånden som man magter opgaverne.
 
Det er generelt spændende at arbejde med SIP projekter. Normalt anvender jeg data, som kunden sender mig, som basis for mit arbejde. Tre gange har jeg dog selv været ombord på et skib, for at hente de oplysninger jeg skulle bruge til at udarbejde det konkrete projekt til det pågældende skib. Det er rigtig spændende at komme ned i et maskinrum og se, hvor de emner jeg tegner til hverdag, sidder monteret på motoren.
 
Selvom jeg havde set mange billeder fra maskinrum inden mit første skibsbesøg, kom det alligevel bag på mig, hvor stor en skibsdieselmotor egentlig er. Efter jeg har set en motor, har jeg fået bedre forståelse for, hvad jeg skal tage hensyn til, når jeg sidder og udarbejder projekterne.
 
De største udfordringer kan være at holde hovedet koldt og komme frem til de rigtige løsninger i pressede situationer, når tingene skal gå meget hurtigt. Vi kan have en af vores montører stående på et skib i fjernøsten med nogle dele, der ikke kan monteres. Vi skal så herhjemme finde ud af, hvordan vi løser problemet, så installationen alligevel kan afsluttes som planlagt. Det er store penge der står på spil, hvis et af de skibe vi arbejder på, ikke overholder sejlplanen. Derfor skal der arbejdes hurtigt og effektivt, samtidigt med, at de rigtige løsninger vælges.
 
Jeg husker en gang hvor en montør ringede hjem fra Bahamas, hvor han var ude at installere et SIP projekt, som jeg havde udarbejdet. Montøren havde behov for to nye knastaksler til de smøreapparater han havde monteret, inden han kunne færdiggøre installationen. Skibet skulle sejle to dage senere.
 
Vi var derfor under et mægtigt tidspres. Jeg lavede tegningerne af de nye knastaksler, mens en kollega blev sendt ned i byen efter en kuffert. Tegningerne kom ud i produktionen, som hurtigt fik lavet to nye aksler. Akslerne blev puttet i kufferten. Kufferten og en mand blev straks kørt til lufthavnen og sat på et fly til Bahamas.
 
På den måde fik vores montør de nye aksler, så han kunne færdiggøre SIP installationen og skibet kunne sejle til den planlagte tid. Det var på et hængende hår, men vi fik løst opgaven ved fælles hjælp og bagefter var jeg lettet men også imponeret over, at vi nåede det. Det er også dé oplevelser, der gør det sjovt at arbejde her.

 

Udskriv